Politik for oplysning om brug af AI

Denne hjemmeside drives af DANISH ENDURANCE. Når vi på denne side bruger ordene “vi”, “os” og “vores”, henviser de til DANISH ENDURANCE.

Fra den 2. august 2026 gælder der efter artikel 50 i EU’s AI-forordning krav om gennemsigtighed for visse former for AI-genereret og manipuleret indhold. Hos DANISH ENDURANCE mener vi, at vores kunder altid skal kunne gennemskue, hvad de ser. Derfor mærker vi produktbilleder på vores hjemmeside, hvor der er gjort brug af AI.

Alle produkter, vi sælger, er virkelige, fysiske produkter. Ingen af vores produkter er AI-genererede. På et begrænset antal billeder bruger vi AI til at skabe enkelte dele af billedet, eksempelvis modellen eller baggrunden. Disse billeder mærkes tydeligt.

På denne side forklarer vi, hvor og hvordan vi anvender AI i billeder på hjemmesiden, hvilke dele AI kan påvirke, og hvordan billeder skabt med hjælp fra AI bliver mærket. Politikken gælder sammen med vores handelsbetingelser, privatlivspolitik og cookiepolitik som en del af vilkårene for brug af hjemmesiden.

Vi kan til enhver tid opdatere denne side. Se afsnit 9.

AFSNIT 1 – HVAD POLITIKKEN OMFATTER

Politikken gælder for produktbilleder på denne hjemmeside på tværs af alle lande- og sprogversioner.

Den gælder ikke for markedspladser eller andre eksterne salgskanaler, hvor vores produkter også sælges, herunder Amazon samt platforme som Zalando, Bol, Boozt og Decathlon. Disse kanaler har deres egne regler og praksisser for indhold og oplysning om brug af AI, som kan være anderledes end dem, der er beskrevet her.

Politikken omhandler udelukkende produktbilleder. Produktbeskrivelser, størrelsesguides, kundeanmeldelser og kommunikation med kundeservice er ikke omfattet.

AFSNIT 2 – HVAD DER ALDRIG ER AI-GENERERET

AI bruges aldrig til at skabe selve produktet. Følgende bygger altid direkte på det fysiske produkt:

  • Det viste produkt, herunder materialer og stof
  • Tekniske specifikationer, størrelsesguides og oplysninger om pasform
  • Studiobilleder, der udelukkende viser produktet uden en model og bruges til at vise produktet i detaljer

AFSNIT 3 – HVOR OG HVORFOR VI BRUGER AI

På enkelte lifestyle- og studiobilleder bruger vi AI til at skabe visse elementer omkring det virkelige produkt. Det vil typisk være modellen og/eller omgivelserne.

Det gør det muligt at vise vores produkter i flere forskellige miljøer og aktiviteter og på flere forskellige kropstyper, end ét enkelt fotoshoot normalt kan dække. Samtidig kan vi begrænse både omkostningerne og miljøbelastningen forbundet med fotografering.

En stor del af vores billeder produceres fortsat på traditionel vis med virkelige modeller på virkelige lokationer. Uanset hvordan resten af billedet er skabt, er selve produktet altid ægte og bliver ikke ændret ved hjælp af AI.

AFSNIT 4 – SÅDAN MÆRKER VI BILLEDER SKABT MED HJÆLP FRA AI

Billeder, der er skabt med hjælp fra AI og gjort tilgængelige fra den 2. august 2026 og frem, mærkes på to måder:

  • Med et ikon i hjørnet af billedet fra Europa-Kommissionens standardiserede ikonsystem til mærkning af AI-genereret eller AI-manipuleret indhold (se afsnit 7)
  • Med en kort forklaring, som vises, når du trykker på ikonet eller holder markøren over det. Her fremgår det præcist, hvilke dele af det pågældende billede der er AI-genererede

Vi bruger i øjeblikket to forskellige tekster:

  • Lifestylebilleder, eksempelvis billeder fra udendørsaktiviteter eller actionbilleder: “AI-genereret billede. Produktet er ægte. Modellen og omgivelserne er genereret ved hjælp af AI.”
  • Studiobilleder med neutral baggrund, eksempelvis billeder af produktet på en model: “AI-genereret billede. Produktet er ægte. Modellen er genereret ved hjælp af AI.”

Billeder, der er skabt med hjælp fra AI og allerede var gjort tilgængelige før den 2. august 2026, skal ikke mærkes med tilbagevirkende kraft efter artikel 50 i EU’s AI-forordning. Der kan derfor forekomme sådanne billeder på vores hjemmeside uden dette ikon.

AFSNIT 5 – BRUG AF DINE OPLYSNINGER

Vi bruger ikke kundebilleder, kundekonti eller andre personoplysninger til at skabe disse billeder. AI-genererede elementer som modeller og baggrunde fremstilles ved hjælp af generelle værktøjer til billedgenerering og bygger ikke på data indsamlet fra personer, der handler hos os.

Dette afsnit handler specifikt om, hvordan vores produktbilleder bliver skabt. Du kan læse mere om vores generelle behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.

AFSNIT 6 – DEFINITIONER

  • AI-genereret indhold: Et billede eller en del af et billede, som er skabt eller i væsentlig grad udformet af et AI-system frem for optaget direkte med et kamera.
  • AI-genereret element: En bestemt del af et ellers virkeligt billede, som er skabt med AI frem for fotograferet. Hos os vil det typisk være modellen og/eller baggrunden eller omgivelserne.
  • Produktet: Den fysiske vare, vi fremstiller og sælger. Selve produktet er aldrig AI-genereret, uanset hvordan resten af billedet er blevet skabt.

AFSNIT 7 – OM AI-MÆRKNINGEN

Ikonet på vores billeder er en del af Europa-Kommissionens standardiserede ikonsæt til mærkning af AI-genereret indhold og er offentliggjort som vejledning i forbindelse med EU’s AI-forordning. Det er frivilligt at anvende selve ikonet.

Artikel 50 i AI-forordningen indeholder krav om gennemsigtighed for visse former for AI-genereret og manipuleret indhold. Europa-Kommissionens vejledning uddyber, hvordan disse krav finder anvendelse.

Hos DANISH ENDURANCE bruger vi ikonet som en del af vores generelle tilgang til gennemsigtighed. Vi kombinerer altid ikonet med den forklarende tekst fra afsnit 4, så vores kunder tydeligt kan se, hvilke dele af et billede der er genereret ved hjælp af AI.

Yderligere information: EU-ikoner til mærkning af AI-genereret indhold

Yderligere information: Adfærdskodeks for AI-genereret indhold

AFSNIT 8 – HVIS DU VIL GØRE OS OPMÆRKSOM PÅ ET PROBLEM

Hvis du mener, at et billede er mærket forkert, at mærkningen er uklar, eller at et billede mangler en mærkning, som det burde have, kan du kontakte os på [email protected]. Angiv gerne linket til den relevante produktside samt en beskrivelse af billedet.

Hvis du mener, at vores brug af AI ikke er i overensstemmelse med EU’s AI-forordning, kan du også henvende dig til den relevante kompetente myndighed. I Danmark fungerer Digitaliseringsstyrelsen som centralt kontaktpunkt for implementeringen af AI-forordningen. Fordelingen af tilsynsansvaret for forordningens gennemsigtighedskrav er fortsat ved at blive fastlagt, og den ansvarlige myndighed kan derfor afhænge af den konkrete sag. Du kan finde information om den aktuelle danske tilsynsstruktur og om, hvordan du kontakter Digitaliseringsstyrelsen, på digst.dk.

Befinder du dig i et andet EU-land, kan du kontakte den kompetente myndighed, der er udpeget i det pågældende land.

AFSNIT 9 – ÆNDRINGER AF DENNE POLITIK

Vi forbeholder os retten til efter eget skøn at ændre, opdatere eller erstatte hele eller dele af denne politik ved at offentliggøre ændringerne på denne side. Det kan eksempelvis ske, hvis vores brug af AI i forbindelse med fotografering ændrer sig, eller hvis vejledningen til EU’s AI-forordning bliver opdateret.

Du bør derfor løbende holde dig orienteret om eventuelle ændringer på denne side. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden efter offentliggørelse af ændringer, betragtes det som accept af de opdaterede vilkår.

AFSNIT 10 – KONTAKT

Har du spørgsmål til denne politik, kan du kontakte os på [email protected].